Det er altså lidt cool at kunne sætte sig omkring bordet og foreslå, at man skal tage et slag poker. Men hvordan er det nu lige, at spillet fungerer? Der er simpelthen så mange, der spiller det – lige fra drengene til mandeaften med falske spillejetoner til topprofessionelle spillere, som spiller om millioner hver dag. Det er et yderst populært spil, fordi du skal bruge din hjerne, mens du kan vinde stort. Det er ikke mærkeligt, at det er blevet associeret med mafiaer, gangsters og cool banditter – det er altså lidt sejt at kunne sidde og jonglere med de mange jetoner mellem fingrene.
Hvis du vil have et hurtigt overblik over poker, og hvad de generelle principper egentlig går ud på, så kig med her. For vi har sat en guide sammen, så du hurtigt og nemt kan få styr på det og blære dig med det foran dine venner. Hvad med at invitere drengene med til pokerbordet i aften?
Generelle principper
Der findes pokerspil, som passer til hvert antal spillere – lige fra to til fjorten. Men hvis det skal være helt ideelt, så er 6-8 spillere bedst. Sådan er det altså bare. Målet er at vinde samlingen af alle indsatser foretaget af alle spillere i én enkelt aftale. Den kan du vinde ved at have den højest scorede hånd eller ved at lave en indsats, som ingen af de andre spillere ’calls’.
De følgende pokerprincipper herunder kan du finde i næsten alle former for poker. Så du skulle være dækket godt ind, når du sætter dig nonchalant ved pokerbordet:
Kortene
Poker bliver næsten altid spillet med et standardkortspil på 52 kort med de fire kulører: spar, ruder, klør og hjerter. De rangerer fra es (som er det højeste) og ned til 2.
Et es kan dog godt være lavt i to tilfælde: I en straight, hvor du har en række med fem kort i nummereret rækkefølge eller en straight flush, hvor du har en serie med en række kort i nummereret rækkefølge i samme kulør.
Der findes nogle udgaver af spil, hvor visse kort bliver tildelt som wild cards. Et sådant kort kan bruges, som spilleren selv ønsker det. Men der er faktisk forskellige måder at bruge et wild card på:
- Som en joker. Her bruger du en joker – altså ud over de 52 almindelige spillekort.
- Som en ’bug’. Det samme kortspil med 53 spillekort bliver brugt, men jokeren, som her kaldes et ’bug’, tæller kun som et femte es eller til at fylde et flush, en straight eller en bestemt specialhånd ud.
- Som wild deuces: Alle fire knægte er wild cards.
- Som enøjede. I et almindeligt spil kort er ruderkonge, sparknægt og hjerterknægt de eneste kort, som bliver vist. Resten er wild cards.
Rangeringen af pokerhænder
Rangeringen af en almindelig pokerhånd er bestemt af deres odds. To eller flere identiske hænder binder eller deler hver gevinst lige. Kuløren har ikke nogen speciel rang, når det kommer til poker. Når der er wild cards i spillet, er den bedste hånd den med fem af en slags, som slår alle straight flushes. Når der er flere wild cards, findes der måske fire identiske af sin slags eller tre af sin slags. I dette tilfælde vinder den med det højeste kort eller sekundære par.
Begynd spillet
I starten af spillet tager hver spiller en pakke med kort og uddeler dem mod uret, én ad gangen med billedet opad, indtil der kommer en knægt. Den, som får knægten, bliver spillets første dealer. Man skiftes til at deale og til at placere sit første sats fra venstre mellem spillerne. For hver deal må alle spillere blande kortene, men dealeren er den sidste til at blande dem.
Man bruger en professionel dealer på pokerklubber, kasinoer og i turneringer. Derhjemme i stuerne er det blot en af spillerne, som påtager sig den rolle. Det er dog altid lidt mere luksus, når der står en dealer foran en, ligesom på kasinoerne, men det kan desværre ikke være tilfældet altid.
På steder som kasinoer og pokerklubber tager de som regel altid penge for hver time, du sidder ved bordet eller ved at tage en lille procentdel for hver pulje. Det er sådan, de tjener deres penge, og det er alle indforstået med.
Proceduren for satsninger
I hver deal er der en eller flere indsatsintervaller i forhold til den specifikke pokervariant. I hvert indsatsinterval har én spiller privilegiet eller forpligtelsen til at lave den første sats. Denne spiller og hver spiller efter ham må placere det antal af jetoner i puljen, der er mindst lige så stort som den indsats, spilleren før ham lagde.
Når en spiller har gjort det, er han officielt med i puljen eller en aktiv spiller. Hvis en spiller nægter at gøre dette, afviser han sin hånd og er tvunget til at smide sin hånd eller gå ud af spillet.
Jetonerne symboliserer penge, som man næsten altid spiller om i poker. På professionelle steder tager du jetonerne med hen til en veksler, som omveksler jetonerne til penge. Hver jeton har en bestemt værdi, som er skrevet på den lille runde brik. Det er også symboliseret med forskellige farver.
Før uddeling af kort skal hver spiller bidrage til puljen, hvilket hedder en ’ante’. I hvert indsatsinterval laver den første spiller, der foretager et væddemål (en spiller, der nøjagtigt opfylder det forrige indsats) et ’call’, og så vil en spiller, der spiller mere end den forrige, ’raise’.
I nogle varianter af pokerspil er det tilladt for en spiller ’at kontrollere’, hvilket betyder, at man forbliver i runden uden at satse – forudsat, at ingen anden spiller har foretaget et sats i den runde. Da en spiller ikke kan raise sit eget sats, slutter hver runde, når sats-turen er tilbage til den spiller, der lavede den sidste satsning.
Ved afslutningen af hvert sats, bortset fra det sidste, genoptages handlingen. I slutningen af den sidste runde er der ”showdown”, hvor hver aktive spiller viser sin fulde hånd frem, og den med højeste hånd vinder puljen.
Begrænsning for sats
Der er egentlig ingen grænser, men i praksis sætter de fleste pokerspil nogle grænser for, hvor meget en spiller må satse i spillet. Der er tre populære måder at gøre det på:
Faste grænser
I pokerspil med faste grænser må ingen satse eller raise mere end den fastsatte grænse. I ’draw poker’ er grænsen som regel dobbelt så meget efter ’the draw’ som før – for eksempel: to jetoner før ’the draw’ og fire jetoner efter.
I ’stud poker’ er grænsen som regel dobbelt så høj i det sidste satsinterval i forhold til tidligere intervaller. Den højere grænse gælder også, når enhver spillers synlige kort inkluderer et par. I et spil med faste grænser placeres en grænse normalt for antallet af raises, der kan foretages i hvert sats.
Begrænsning på puljer
I konkurrencer med begrænsninger på puljen kan en spiller højest satse eller raise beløbet i puljen på det tidspunkt, hvor indsatsen eller raisen foretages. Ved en raise kan spilleren først sætte det antal af jetoner, der er brug for for at overgå den forrige raise og derefter raise med antallet af jetoner i puljen. Når puljegrænsen er nået, plejer man at placere en maksimal grænse for enhver sats eller raise – uanset størrelsen på puljen.
Satser på bordet
Denne metode minder om et no-limit-spil. Hver spillers grænse er antallet af jetoner, han har på bordet i begyndelsen af aftalen. Han eller hun kan ikke satse mere, men for dette beløb kan han ’call’ en højere sats eller konkurrere om puljen i showdown til sidst.
Andre spillere, der har flere jetoner, kan fortsætte med at satse, men deres yderligere indsatser går i en eller flere sidepuljer på en bestemt måde, som er blevet besluttet af spillerne, som bidrog til sidepuljen. Når en spiller falder ud af en sidepulje, falder han også ud af den originale pulje og overgiver faktisk sine rettigheder i den originale pulje til den spiller, hvis senere indsats han ikke gik videre med. Der kan altså være forskellige vindere af hovedpuljen og forskellige sidepuljer.
Nu er du altså godt klædt på til at smide jetonerne rundt på pokerbordet. Det vigtigste er at forstå værdien af de forskellige kort og så give den gas med satsningerne. Husk, at det også er en fordel at være en menneskekender, fordi man skal kunne læse sine modstanderes ansigtsudtryk. Hvis du kan gennemskue et bluff, er du nået et langt stykke af vejen. God spillelyst!
